Kongeegen - Bisse

Ejnar boede i telt hele året

Med sine to schæferhunde

Et telt han selv havde bygget

Af presenninger

Han boede ude ved Bregnehøjmosen

Drak sprit på enden af måneden

Når der ikke var råd til andet

Han brændte de offentlige breve

Huset var gået på tvangsauktion efter morens død

Ingen vil kaste gode penge efter dårlige

Når man kommer så langt ud

Kommer man ikke tilbage igen

Han blev fundet inden han nåede hjem til teltet

Blev indlagt på sygehuset

De måtte aflive hans to elskede hunde

Men ingen fortalte Ejnar om det

Efter sin mors død var disse to skabninger, det mest dyrebare han havde

Mormor besøgte ham

Han fortalte hende at hundene var kommet i det tidlige daggry

De to schæfere kravlede op i sengen og lagde sig på hver sin side af ham

Og de lå der sammen og så solen stige op

Mormor spurgte, hvad sygeplejerskerne dog havde sagt til det

Ejnar svarede, at hundene var kravlet ud af sengen og forsvundet igen,

inden sygeplejerskerne kom ind om morgenen

Og mormor tænkte

«Nu rabler det for Ejnar»

«Nu rabler det for Ejnar»

Vi vandrer

Vi vandrer

Og kommer dog aldrig frem

Ensomme er vi født til den evige vandring

Ensomme er vi født til livets vandring

Vi vandrer over stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

I lejligheden overfor har fjernsynet kørt hver nat i de to år jeg har boet her

Hvem er de mennesker der bor derinde?

Mimbres-skålene blev lagt over den dødes ansigt

Og den dødes sjæl rejste ud igennem hullet i skålens bund

Det såkaldte dødehul

Fjernsynet er mine genboers dødehul

Det hul, som deres sjæle vandrer igennem hver nat

Til skærmfantasiernes fremmede, farverige himmel

De vandrer

De vandrer

De vandrer

Men kommer dog aldrig frem

Jeg var på et lille eventyr i går

Ville køre til Slangerup for at købe ind

Det var tidlig aften lidt over seks

Vejret var skønt

Jeg cyklede videre ud af byen

Den 14. august 2015

Købte en is

Cyklede videre til Frederikssund forbi Willumsens Museum

Ved Kronprins Frederiks gamle klapbro stod jeg og nød aftensolen sammen med de

spisende gæster på burgerbaren Route 66

Jeg cyklede over sundet og opdagede at jeg var tæt på Jægerspris Skov

Det sted hvor Danmarks ældste levende væsen står

Kongeegen

Jeg har gerne villet se den længe

Nu var muligheden der

Jeg kørte ad en lille gruset cykelsti og kom ind i Nordskoven

Solen var allerede ved at gå ned

Træerne stod tyste og mørkegrønne

Jeg fandt Kongevejen og blev ført igennem en fin allé af gamle platantræer

Forenden kom Jægerspris Slot til syne

Jeg fortsatte videre ud ad landevejen

Efter femten kilometer forbi marker og hede kom jeg til Kulhuse

Jeg måtte være kørt forbi Kongeegen

Ved Kulhuse stod alt stille

Den sidste færge til Frederikssund var gået for tre kvarter siden

Kun enkelte badegæster opholdt sig stadig på stranden

Jeg kørte min cykel helt ned til vandkanten

Smed tøjet og hoppede i

Vandet var lunt og blikstille

Ude i horisonten så jeg solen synke langsomt i havet

Den vandrer

Den vandrer

Den vandrer

Og kommer dog aldrig frem

Ensom er den født til den evige vandring

Ensom er den født til livets vandring

Den vandrer henover stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

Jeg gik op igen

Tørrede mig med mit tøj og konfererede mig med et ophængt turistkort

På den måde fandt jeg ud af jeg kunne finde Kongeegen ved at følge Strandvejen

Men det ville snart være mørkt

Jeg måtte skynde mig

Jeg ræsede altså ud ad Strandvejen og kom hurtigt ind i Nordskoven igen

Mod mig kom en pige gående

Og da vi krydsede hinanden genkendte jeg hende som en af pigerne fra

gymnasietiden

En smuk pige

Kort, krøllet, blondt hår og underfundige øjne

Jeg kunne ikke huske hendes navn

Lyset var ved at forsvinde og jeg skulle finde Kongeegen

Men måske burde jeg have stoppet op og ladet som om jeg ikke kunne finde vej

Og måske havde hun inviteret mig på et glas

Hun boede sandsynligvis i et sommerhus i nærheden

Eftersom hun var på gåben og kun havde sommertøj på

Men jeg valgte Kongeegen og jeg fandt den til sidst

Stor og eksplosiv, revnet over

Men stadig grøn og levende

Det' Nordeuropas ældste egetræ

Formentlig fra dengang Jesus blev født

Og jeg lod de henfarne tider og de mest sælsomme tanker gennemstrømme mig mens

jeg stod der

Med min lille hånd på dette 2000-årige væsens bark

Og sommernatten sænkede sig over Nordskoven

Helt alene stod jeg der ved siden af denne mægtige kolos

Som jeg så længe har drømt om at se

Når jeg en dag ikke er her mere

Vil den stadig spire og skyde sine grønne blade hvert forår

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer

Men kommer dog aldrig frem

Ensomme er vi født til den evige vandring

Ensomme er vi født til evigheds vandring

Vi vandrer over stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer